Lystejendom med utrolig gode bygninger og skøn havudsigt
Vi skal prøve at gøre det kort, men der er simpelthen så utroligt meget at sige om denne gamle, smukke udflyttergård med bindingsværk og kompromisløs Morten Korch-stemning. Der er tale om en udpræget liebhaversag, som har prydet landskabet siden 1850, og der er så mange gode muligheder for jer, som vil investere i et liv med kvalitetstid, himmelske solop- og solnedgange, jagt, dyrehold, æg fra egne høns, gårdbutik, bed & breakfast eller helt andre muligheder. “Muligheder” og “atmosfære” må siges at være de to største temaer her på Houmarken 1.
Først lidt om “muligheder”. Det er næsten lige meget hvilke drømme, der går gennem jer i nattens stille timer – de kan blive til virkelighed her. Med 2 ha jord og en stor stald er der mulighed for at have heste, grise, køer og får. Bakkegården, jeres nye base, ligger i et bakket terræn med jeres egen å rindende bagest, og landskabet bølger så flot, og udsigten, som når helt ud til havet, tør vi godt love, at man aldrig – aldrig – bliver træt af.
Ydermere kan I køre videre på gårdbutik med køkken og grøntsager i længen fra år 2000, I kan have morgenmadscafé og B&B-stemning til ferielejlighederne, I kan have festlokale, atelier, I kan drive virksomhed, udleje kursus- og undervisningslokaler med tilhørende overnatningsmuligheder, I kan etablere teenageafdeling eller simpelthen overveje tanken om at skabe et flergenerationshjem. Ja, måske er det noget helt andet, I kan udfolde jer med midt i al idyllen.
Og så til “atmosfære”, som går så fint hånd i hånd med alle de spændende muligheder og fremtidsscenarier. I skal på jagt efter selv de små detaljer; toppede brosten, flotte dørhåndtag, bindingsværk, som desuden er blevet udskiftet, en madam Blå-farvet vandpost, sprudlende blomsterbede, adskillige frugttræer og store, duftende urtebede. Måske kunne I også forestille jer en tilværelse, hvor I langt hen ad vejen vil være selvforsynende?
Det hele er charmerende, men samtidig også praktisk og utroligt flot holdt ved lige, opdateret og renoveret. Vi har nævnt udskiftningen af bindingsværk, men stuehuset fik også nyt halvvalmet tag og undertag i 00’erne, og alle vinduer i overetage og gavle er blevet udskiftet – en anden bonus er solcellerne, som også kan konverteres til varmt vand ved behov.
Jeres nye hjem og indre rammer er balanceret på behørig vis mellem moderne komfort og tanke for at bevare ånden nænsomt og respektfuldt. Sådan kommer det flotte nyere Svane-køkken med fyldningsfronter, der er gulvvarme flere steder, der er opsat en speciel brændeovn med mulighed for at tilberede herlige simreretter, men kigger I rundt på loftsbjælkerne, entréens rosenmalede dør og den allestedsnærværende udsigt gennem sprossevinduerne, stuens enorme karnap eller oppe fra tagterrassen minder jer til alle tider om, at det her sted er noget ganske særligt.
Den historiske ejendom ligger i en lille enklave af seks ejendomme, og det er naturskønheden, der hersker! Om natten er det mørket, der råder i samspil med en glimrende stjernehimmel, og udsigten til morgen- og aftenrøde over As Vig fortjener også benævnelse. Det er så betagende, og på varme sommerdage lokkes man ud i det skønne badevand. Alligevel er der bare fire kilometer til skole, skolebussen vil samle børnene op for enden af vejen, og det tager ikke andet end godt ti minutter at køre til Juelsminde; en skøn havneby i vækst med forretninger, handelsmuligheder og liv. Og savner I en snert bystemning? Så er der ikke andet end omtrent 20 minutter til Horsens, en halv time til Vejle, og med den nye motorvej på trapperne får I også snart under en time til Aarhus.
Hjerteligt velkommen.
Økonomisk overblik
Skal du også sælge?
Bestil salgsvurderingKontakt
Kasper Lundsgaard
Om kommunen
INDBYGGERE
GRUNDSKYLD
KOMMUNESKAT
SKOLER
BØRNEPASNING
Hvor langt er der til nærmeste?
Se hvor lang tid der er mellem denne bolig og en anden adresse